top of page

Skygge på altanen med den rette altanparasol

Når det er solrigt, kan det blive lige rigeligt varmt. Her guider vi dig til den bedste solbeskyttelse og skygge på altanen med en parasol.


Med en solrig altan er det oplagt at anskaffe sig en altanparasol, så man kan sidde trygt og godt og nyde altanen, selvom middagssolen bager. En anden fordel ved en parasol er, at den kan holde lidt på varmen, når det bliver køligere hen mod aften. Derudover kan den dæmpe festlige lyde fra altanen, hvis stemningen en sommeraften bliver høj over drinks eller kølig hvidvin.



Hvilken type parasol?

En af udfordringerne på en altan er pladsen. De fleste altaner er ikke så store, og derfor gælder det om at finde en god parasolløsning, der ikke tager en masse plads med en stor og tung fod og en omfangsrig top. Ofte kan mindre også gøre det, og der findes mange parasoller, der ikke fylder meget. Om parasollen skal være stor eller lille, kommer selvfølgelig også an på, hvor mange du gerne vil have med ind i skyggen. Der findes for eksempel altanparasoller, som man sætter fast på gelænderet – så sparer man pladsen til parasolfoden. Det gør den også nem at rykke rundt på, alt efter hvor skyggen er nødvendig. Man kan også overveje en halv parasol, der er formet som en halvmåne. Der er jo ingen grund til at skygge, hvor du ikke har brug for det. Vigtigst er det, at parasollen er nem at flytte rundt på, både efter hvor solen rammer, og når du vil have den helt væk for at få mere plads.

Kig efter vippefunktion

Særligt til altanen er det en god ide at finde en parasol med vippefunktion, for så kan man gå efter en mindre parasol. Vippefunktion betyder, at man kan vippe det øverste af parasollen på stangen, så man kan sætte toppen på skrå. Det kalder man også en knækparasol. Den giver mere skygge, og det er en nem måde at udnytte parasollen og pladsen bedst muligt.

Pas på blomster og planter

Selvom skygge er godt for dig og din familie, er der måske andet på altanen, der har brug for mere sol. Permanent skygge kan nemlig skade dine blomster og planter, der skal have masser af sol for at vokse og springe ud. Sørg derfor for ikke at lade parasollen stå opslået hele tiden, for så kan det betyde et knap så flot blomster- og planteflor.

Pas på vind og vejr

Der er flere grunde til, at parasollen skal være nem at tage frem og pakke væk. En af dem er, at den ikke skal stå opslået i al slags vejr. Når det regner og blæser, skal du tage den ned, så den ikke vælter eller går i stykker eller i værste fald river sig løs og blæser væk. Det kan nemlig være farligt. Vær derfor opmærksom på, om den er behændig og nem at pakke ned, når du kigger efter parasol.

Tænk i forskellige typer skygge

Skygge er ikke bare skygge. Der findes forskellig slags skygge, som kan giver dig forskellige muligheder. Nogle parasoller blokerer solen helt, og det kan være godt for huden og heden, men måske ikke så godt for lyset. Der er forskel på, om parasoller giver helskygge eller halvskygge, og nogle parasoller har endda et forskelligartet mønster, som kan give begge dele. Hvad du skal vælge, kommer an på dit temperament og behov. Men det betyder også, at du skal være sikker på, hvilken type parasol du køber, og hvilken slags skygge den giver. Er den meget lys i farven, giver den nok ikke samme solbeskyttelse, og så skal du stadig være varsom, bruge solcreme og ikke sidde for meget under den i middagstimerne.

Andre måder at få skygge på

Der findes alternativer til en parasol, hvis du gerne vil have skygge. Et skridt på vejen kan være det, der kaldes et læhegn, som er et stykke stof rundt på altanen, der kan give noget skygge. Der kan også være skygge ved den plade, man kan sætte op mellem altaner for at skabe mere privatliv. Derudover kan en markise også være en god – omend noget dyrere – løsning. Her skal du dog tjekke, hvad du må i din boligforening.

En billigere og mere organisk løsning, der også er smuk at se på, kan være at bruge planter til at skygge. Det kan være en klatreplante, der klatrer på snore mellem altanens gelænder og er fæstnet på undersiden af altanen ovenover, eller som kravler på en opsat espalier. Det kan også være en fyldig busk eller et frugttræ, hvis der er plads på altanen.

bottom of page